Konkurs

En konkurs ødelægger næsten altid mere end den bevarer hos en skyldner, og derfor er det ofte det sidste redskab, som en kreditor vælger at anvende for at inddrive penge fra en privatperson eller en virksomhed. Populært sagt er en konkurs kreditors svar på en atombombe og skal bruges med forsigtighed.

Til gengæld kan truslen om konkurs skræmme en skyldner så meget, at han eller hun betaler sin gæld.

Den der begærer en virksomhed konkurs skal typisk betale 20.000-30.000 kroner til skifteretten. Hvis skifteretten erklærer virksomheden konkurs, udpeger retten en advokat som kurator til at sælge skyldnerens værdier.

I en konkurs bliver alle skyldners værdier tvangssolgt til en brøkdel af den almindelige handelsværdi, og da skyldneren i forvejen er næsten uden aktiver, vil udbetalingen blive meget lavt.

De penge, der kommer ind bliver først og fremmest brugt til at betale løn til de ansatte og gæld til de kreditorer, der har taget pant i virksomheden. Resten bliver fordelt ligeligt til alle kreditorer. Derfor får de almindelige kreditorer som tommelfingerregel under ti procent af deres tilgodehavende efter en konkurs. Det er almindeligt, at en en konkurs tager mellem et og tre år at gennemføre.