Undgå skrammer når krisen kradser

Det er vist ingen nyhed, at både Danmark og resten af den vestlige verden er meget hårdt ramt af en økonomisk krise. Krisen har ramt både privatpersoner og virksomheder – og såvel store som små. 

Krisen kommer oven på flere år med vækst. Det betyder dog ikke, at de fleste løbende har lagt overskud til side og derfor har noget at stå imod med nu. 

Tværtimod gætter de fleste eksperter på, at mange har levet over evne, sat sig for hårdt og er på økonomisk tynd is. Både privatpersoner og virksomheder. Alle lamper lyser rødt – så pas på! 

Det er lige netop nu, at du som kreditgiver skal være opmærksom på dine kunders signaler og betalingsmønster. Et af faresignalerne er kunder, der pludselig køber stort ind uden logisk forklaring. Et andet er kunder, der begynder at trække betalingerne uden at give besked. Og så er der klassikeren med den nye kunde, som selv henvender sig efter flere år som fast kunde hos din konkurrent… 

Sørg for at være opmærksom og tage forholdsregler i tide! Måske er det en god idé at gå kreditpolitikken efter i sømmene og sikre, at alle relevante medarbejdere er opdateret på den og handler derefter? 

Det er også nu, du skal sørge for at hente de tilgodehavender, der måske skal hentes hurtigt, før det er for sent. Start derfor med at kigge på de kunder, der allerede nu skylder dig penge. Sørg for at du får fulgt hurtigt og konsekvent op på de manglende betalinger, for jo flere dage der går, desto flere kreditorer stiller sig i køen efter de samme penge. 

Hvis dine skyldnerne har gode forklaringer på den manglende betaling, så bed dem skrive det til dig, så du har en skriftlig skylderkendelse. Hvis de ikke vil det, er der helt sikkert ugler i mosen, og så skal du handle hurtigt og konsekvent. 

Kan du mærke, at du kan hjælpe en skyldner og skabe en win/win-løsning ved at tilbyde et frivilligt forlig eller en uformel afdragsordning, så gør det endelig – men få det på skrift! Og send straks sagen til inkasso, hvis et afdrag udebliver. 

Kort fortalt skal du stille skarpt på dine skyldnere nu, så det ikke er dig, der ender med Sorteper!